Firmafrokost og glade koner

Det er hårdt at stå tidligt op hver morgen for at smøre madpakker. Ikke bare til børnene men også til én selv, som nærmest er endnu mere kræsen end dem. Jeg har nu gjort det i alle de år, jeg har arbejdet i mit nuværende firma, og det sniger sig da efterhånden op i 15 års tid. Den eneste grund til, at det er jeg, og ikke min mand, der smører madpakkerne, er at han ikke skal have mad med, og at han under ingen omstændigheder skal lave min madpakke. Derfor er det naturligvis mest praktisk, at jeg selv tager sagen i egen hånd.

Da jeg den anden dag kom på arbejdet – Mut og træt og slet ikke spor oplagt til at gå igang, fordi jeg ikke havde nået at spise min morgenmad – Kom min bedste kollega, Karina hen til mig og spurgte om jeg havde “hørt dét”. “Hørt hvad?” Munmlede jeg imens jeg forsøgte at få tændt det apperatur til computer, som vi har stående på kontorerne.

“At vi fra på mandag af, får firmafrokost!!”

Jeg tog mig selv i at kigge skeptisk på Karina. I 15 år har min chef aldrig gået op i folks velvære eller sundhed, og det kom derfor ret meget bag på mig.

“Den er god nok”, tilføjede hun smilende, og hun gik i gang med en længere udredning omkring at vores chef havde fundet ud af, at det godt kan betale sig at investere i en god frokost til medarbejdere. Det vil i længden betyde glade og oplagte medarbejdere, som bliver langt mere effektive og smilende, når de har med klienter og kunder at gøre.

Det kommer ikke bag på mig, at der lægger en tanke bag det gode initiativ, men jeg synes nu det er ganske okay, så længe jeg bare slipper for madpakke-smøringen derhjemme. Jeg har også tjekket firmaet ud der leverer maden, og det virker umiddelbart supergodt!

Da jeg kom hjem, havde jeg naturligvis en dagsorden at tage med min mand. Jeg syntes at det nu, efter 20 års ægteskab og 4 børn, var hans tur til at tage sig af de tilbageblivendes madpakker! Som i vel nok kan regne ud, var han uenig, og vi endte i en længere diskussion om samarbejde i hjemmet – En snak vi, som ethvert andet par, har haft en trillion gange uden at det har hjulpet noget. Det er som om, at mænd er eksperter i at komme med undskyldninger.

Men! Efter en lang debat og en smule banken med grydelåg fra min side (spørg ikke), lykkedes det mig faktisk at få ham til at lytte. Nu har vi lavet et kompromis der hedder at vi en måned af gangen tager os af børnenes madpakker. Den næste måned er det hans tur, og jeg glæder mig utroligt meget til at slippe for tjansen.

Min chef har altså både haft succes med at få glade medarbejdere, som nu får god og nærende frokost, men han har også hjulpet mig med at få ægteskabet til at gå lidt bedre derhjemme! Tak!